Selvejende institution, etableret for at bevare kulturarven
Fonden til bevarelse af Aarup Mølle
Bag Aarup Mølle står en selvejende institution, der siden møllens aktive dage har arbejdet for at bevare og beskytte byens vartegn for eftertiden.
Hvad er fonden?
Fonden til Bevarelse af Aarup Mølle ejer og driver Aarup Mølle. Det er fondens ansvar at sikre, at møllen vedligeholdes og bevares – både for nutidens og fremtidens aarupborgere. Det er ikke en lille opgave. En mølle kræver løbende opmærksomhed, og renoveringer kan hurtigt løbe op i betydelige beløb.
Hvordan finansieres arbejdet?
Fonden modtager et årligt tilskud fra Assens Kommune på 25.000 kroner – hvoraf de 20.000 går til forsikringer alene. Resten af midlerne skaffes gennem fondansøgninger og private bidrag. Senest blev møllens omgang renoveret i 2023 for 350.000 kroner – et projekt der kun blev muligt takket være støtte fra eksterne fonde.
Vil du støtte møllen?
Vi er ved at etablere en støtteforening, som giver alle med hjerte for Aarup Mølle mulighed for at bidrage til dens fremtid. Alle bidrag – store som små – gør en forskel.